torsdag den 20. februar 2014

Så er vi i gang!

I går var jeg første gang ude og undervise på Nørre Gymnasium, hvor jeg skal indsamle empirien til specialet.

Jeg kom frem til at bruge Oehlenschlagers Sanct Hansaften-Spil, da dette værks største udfordring var sværhedsgraden og årstiden. Mht. sværhedsgraden har jeg kortet stykket ned fra 39 sider til 14 og tilføjet ordforklaringer på hver side.

(Skriv lige en kommentar, hvis I er interesserede i at få min elev-venlige version af Sanct Hansaften-Spil - den tog lang tid at lave!)

Stykket foregår om sommeren, og lige nu er det som bekendt vinter. Alligevel har jeg valgt at slæbe min søde forsøgsklasse med i Dyrehaven i næste uge, så de kan blogge fra deres telefoner med billeder fra de forhåbentligt grønne omgivelser. Vi håber på høj sol og lune temperaturer - man har da før hørt om forår i februar, ik'?

Jeg har brugt de sidste par uger på at stykke en detaljeret undervisningsplan sammen, så undervisningen kunne gå så fejlfrit og inspirerende som muligt. Men det er svært for en uerfaren lærer (undertegnede), så der gik en del galt i går:

  • Tidsplanen skrider vist altid, og det gjorde den selvfølgelig også i går. Vi brugte over dobbelt så lang tid på den lille detalje, at eleverne skulle oprette ét Google-login i gruppen og finde en tekst på Google Drev. For det første havde alle eleverne Mac Books, og der så alting helt anderledes ud end den guide, jeg havde lavet til Google login på pc. For det andet kunne fire elever i en gruppe ikke være logget ind på den samme konto samtidig - ellers også noget, jeg havde testet tidligere.
  • Jeg havde bedt eleverne om at læse tre sider af Sanct Hansaften-Spil samt en sekundærtekst fra Litteratursiden. Jeg havde printet teksten på begge sider, og det var der et par elever, der ikke havde opdaget. Det skal man måske lige huske at sige. Derudover var der måske også et par elever, der havde glemt, at de også skulle læse sekundærteksten. I hvert fald så de allesammen meget forvirrede ud, da spørgsmål 4 i gruppearbejdet blev skrevet på tavlen. Det krævede nemlig, at man havde læst teksten - på begge sider af papiret!
Men de fik oprettet Google logins, læst (mere eller mindre) en tekst om blogs*, prøvet at læse en side fra Sanct Hansaften-Spil højt for hinanden og diskuteret lidt om hvorfor gamle tekster er svære at læse - og så til sidst, med lidt hjælp fra deres rigtige dansklærer, snakkede vi om indledningen til stykket i forhold til Romantikken og Oplysningstiden.

Så nu er vi i gang! Ret fedt! I morgen skal jeg derud igen (kl. 8 i Husum, argh!), og vi skal forsøge at få et overblik over handlingen i stykket (hver gruppe skal lægge et resumé af to sider i Google Drev), snakke om effektivt gruppearbejde og så småt begynde på en grundig personkarakteristik af syv udvalgte personer fra stykket, som hver gruppe skal beskæftige sig med.

Og ja, så har jeg fået spørgeskemaer tilbage fra første gang jeg mødte dem. En hurtig statistik: Drengene læser hverken blogs eller bøger frivilligt. Pigerne læser lidt. Alle er på Facebook hver dag. Holdningen til ældre, dansk litteratur er "kedeligt", "svært" men også "spændende". Hurra!

* = "Bloggeren som fortæller" fra bogen Netværker. Digitale medier i dansk af Charlotte Bork Høvsgaard, Gitte Lautrup, Mads Pedersen og Dorthe Wang

Ingen kommentarer:

Send en kommentar